Jeg er, hvis nogen skal være i tvivl, en lykkelig ejer til en flok gotlandsruss, fra Danmark og Sverige. Jeg fordriver min fritid med at arbejde med mine heste fra jorden. Nogen vil kalde det hestesprog. For mig betyder det ikke så meget hvad det hedder, bare mine heste fungerer i det daglige.

Jeg arbejder med tillid og respekt for hesten. Alt foregår på hestens præmisser. Nogle gange er den klar til at lære og andre gange er den ikke. Det er i de situationer hvor den er klar, man skal arbejde og presse hesten.

Jeg starter allerede med kommunikationen med vores føl, da det jo ligesom børn er vigtigt med den tidlige kontakt og tillid. Hvad føllet lærer som lille kommer tilbage 100 gange som voksen, - både gode og dårlige oplevelser. En hest, der som lille har oplevet tryghed, kan man nå langt med, hvor derimod et føl, der har haft dårlige oplevelser, først skal genvinde den knækkede tillid.

Nu er det jo heller ikke alle, som har deres russ fra føl, enkelte køber deres russ, som ungheste eller voksne og så er det vigtigt at kende fortiden for russet. Det er nemmere at arbejde med et russ man ”kender”. Det har jeg selv erfaret på enkelte dyr.

Når russet, som af natur er temmelig intelligent og indimellem sin helt egen, ja så er det vigtig at man ikke lige beslutter sig for, - nu skal mit russ køres til. Det er noget, der kræver lidt overvejelse. Hvad vil jeg køre og har mit russ det der skal til for at blive en god kørehest. Skal det være for sjov eller alvor, sulky, 1 eller 2-spand.

Fra vores russ er helt unge, vendes de til at gå med grime og line. Vi leger med dem, dvs. løber mm. Vi vender dem tidligt til at gå med de fleste steder. Det være sig i marken, i laden på vej alene eller sammen med en anden hest. De er dagligt i hænder.

Vinteren over får de unge russ lov til at være ”sig selv”, men bliver dog dagligt trukket og er i hænder. Fra unghesten er 1 år og frem til de er to år, sker der lidt, de får lov til at mærke ting rundt omkring på kroppen, dog ikke tunge ting, men et saddelunderlag eller lignende. Dog ikke hver dag, men engang om ugen ca. De er stadig dagligt i hænder, men det er mere den nødvendige soignering.

Når unghestene er 2 år, så begynder den mere seriøse del i forberedelserne til tilkørsel og tilridning og det at kunne klare de krav, der bliver stillet.

De stilles på et sted hvor der er trygt, - jeg har en bom udenfor hvor de kan stå bundet. Der er altid et lille måltid til de russ, som har arbejdet. Hvis mine russ løber væk, er det altid det sted de løber hen. Desuden kan jeg spænde for inde i stalden og så køre ud. Det bruges til de noget mere rutinerede russ.

Ved brug af bringesele er det vigtigt, at den er tilstrækkelig bred og ikke skærer sig ind i hestens bringe. Imidlertid må den heller ikke være for bred, da dette vil skade ved en kollision med skulderens spids. Den skal placeres så højt som muligt uden at presse på luftrøret. For lavt indstillet vil den hindre skulderens frie bevægelse og vil bevirke tryk på skulderbladets spids.

Ved brug af kumte er den nøjagtige længde og vidde meget afgørende. En dårlig tilpasset kumte er et torturinstrument. Hvis den er for stor, vil det bevirke et forkert og smertefuldt tryk på kanten af skulderbladet og skrabe smertefuldt på det øverste af halsen. Hvis den er for lille, vil den klemme halsmusklerne og sandsynligvis forstyrre vejrtrækningen. Dårlig holdning, uro, uvillighed til fremdrift og/eller en total undvigelse af skulderbevægelse er sædvanligvis resultatet.

Selen bliver lagt på russet og der er sjældent nogle problemer med det. Den skal passes til, så den ikke sidder og gnaver på dyret. Det er meget vigtigt, da det ellers kan gå hen og blive en ret så ubehagelig oplevelse for russet. Tænk på hvis du selv skulle i byen med et par nye sko, der gnaver eller klemmer. Du vil heller ikke bruge dem næste gang. Jeg mener det er vigtigt at det er den samme person der udfører denne handling gennem tid, da det er forvirrende med flere hjælpere. Vi har alle forskellige måder at gøre tingene på. Er der flere, der gerne vil hjælpe, så er den bedste hjælp som tilskuer. Evt. står ved hestens hoved.

Vi starter med at køre til i 1-spand. Da min erfaring siger at det giver det mest fortrolige russ. Nogle vil mene at det er nemmere at ride den til først, så den lærer højre og venstre. Men for mig at se giver det ingen mening med at ride en to-års til. Inden vognen spændes på, har russet været gennem en periode, hvor den har gået med sele og udstyr på vej. Den har lært højre og venstre, - hvilket er en forudsætning for at dreje. Den har haft vognen spændt på og taget den af igen på det sted hvor den er mest tryg, - Ved bommen.

Når russet er vant til vognen kører vi en til to gange om ugen i en periode over sommer og efterår. Hele vinteren køres der ikke. Jeg mener at dyret jo er så ungt at det også har brug for at ”tænke” og vende sig til det at blive ”voksen” og have arbejde. Når foråret i russets tredje leveår nærmer sig, starter vi forfra med 1-spand. I mellemtiden er den vokset og har fået en smule flere kræfter og vilje.

Trækkende en vægt, medfører en vis begrænsning af hestens fri bevægelse af skuldrene. Unge og ukonditionerede heste kan let overanstrenge skuldermusklerne, hvilket giver træthed og eventuel krampe, så skuldrenes bevægelse stivner. Cirkelarbejde er, specielt for unge heste, meget belastende for benene (specielt haseleddet) som følge af den konstante drejning som forlanges. Jo lettere vogn jo mindre pres vil hestens krop udsættes for og det vil så igen gribe ind i hestens positive mentale engagement. Overdreven brug af en ung og/eller uprøvet hest med en tung vogn, kan også medføre hindringer som fast-kørsel og/eller stejlen.

Nu er det nemmere at begynde på træningen med 2-spand, da russet ved hvad det handler om.

I kørsel med hest bruger man udtryk som fjermer (højre hest – fjernest fra vejen) og nærmer (venstre hest – nærmest vejen).

Det er en kunst at køre en vogn fra kuskesædet. Kusken er kun i forbindelse med hesten via linerne, pisken og stemmen.

Når jeg har skabt den tillid til at det ikke er svært for den unge hest at trække og manøvre med en enspændervogn. Det er stadig vigtigt at man er to, hvis hesten forsøger at løbe eller lægge sig. Hjælperen holder sig i nærheden af hovedet på hesten så den guides til de sider der styres til. Samtidig kan den hjælpes til standsning på en hensigtsmæssig måde.

Når den er vant til stængerne på siden og vægten og lydene bagfra, forsøger jeg at sætte russet for den lidt tungere gummivogn. Den er med bremser, hvilket er vigtigt for at hjælpe ponyen med at bremse, så den ikke bliver skubbet af vognen på vej ned af feks. en bakke. Den unge hest bliver først forundret over hvad der er bag den, men ser hurtigt at den ældre og erfarne hest bare går frem og lægger sig i selen og trækker. Vi har oplevet at den unge hest prøver at skabe sig de allerførste gange. Den går ud til siden, vender rundt, vil ikke trække osv. Hesten ved endnu ikke hvad der kræves af den og den er uvant med den helt nye situation. Hvis den bliver viklet ind i liner og remme, spænder vi bare fra og starter forfra. Til sidst og efter forbavsende få forsøg går den unge hest glædeligt frem og lærer herefter at dreje og styre. Fordelen ved at køre den først er også at den unge hest lærer at den har en bagpart. Den lærer at koordinere sig og trække (trækket kommer fra bagparten) og bliver således meget hurtigt bevidst om sig selv fysisk, mere end hvis man bare starter med at ride dem.

Jeg er aldrig alene når der spændes for, det er en vigtig forudsætning for at skabe den ro omkring hestene, for du er dens flokleder og du skal vise dem at det ikke er farligt at spænde for.

Den mest rolige hest trækkes først hen til vognen, der vil jeg anbefale at man ikke tager en hest som aldrig har været kørt i tospand. Meningen er at den rutinerede hest skal lære fra sig og så nytter det ikke noget at den ikke ved hvad der skal foregå. Panikken kan hurtig sprede sig, da heste er flokdyr og reagerer ud derfra.

Når vi kører de første ture med den unge hest, kan man møde hvad som helst. Vi bor på landet og møder jævnligt store traktorer og busser, samt hurtige biler. Bilisterne er ikke altid flinke til at tage hensyn, hvilket, er det vigtigt med en ældre og erfaren hest, (Marco-Polo). Igen støtter den unge hest sig op ad Marco-Polo, som har gået forbi alverdens underlige ting. M-P er totalt lige glad, men dog opmærksom som en kørehest altid bør være.

Efter hesten er tilkørt, venter vi til året efter med at tilride. Den har brug for at får bearbejdet de indtryk, som den har været i gennem dette år. Det er faktisk forbløffende nemt at ”tilride” en unghest efter den er tilkørt. Jeg foretrækker også dette for at hesten skal have en så positiv oplevelse som muligt af mennesket.
Jeg mener det er forkert, at sætte en unghest ind i en ridehal med en blød sandbund og longere den i en måned før der kommer rytter på overhovedet. Hesten kan blive skæv fysisk og må efter min mening også blive skør mentalt af at løbe rundt og rundt i cirkler hele tiden.

Jeg vælger derfor at sætte hesten på lige vej, hård bund og så ellers ride fremad i et roligt og konstant tempo med let løse tøjler. Som bekendt har en unghest jo ikke helt den samme balancefornemmelse som en erfaren hest, så det er bedst at blive godt tilbage på unghesten og ellers forholde sig passivt de første par ture ud i terrænet. Unghesten lærer hurtigt at det er sjovt at være ude og der ikke er noget farligt idet at den ældre og erfarne hest forholder sig normal og rolig.

Hvad biler angår, så kører de fleste ganske stærkt og tæt på, men unghesten tager sjældent notits af dem, da den for vognen, lærte at de ikke var farlige.

Køreheste skal være meget veltrænede og fornuftige, da et spand heste fylder meget, og ofte kommer tæt på alle de ting som heste almindeligvis bliver bange for.

Hestevogne med 2-spand hører ind inder færdselsloven.

Der er rundt om i hele landet køreselskaber, som man kan kontakte og derigennem finde frem til erfarne kuske, hvis man ikke kender nogen i sit lokalområde.

Cesti og Ditlev for vogn for første gang sammen. 1/1 2008